Det gik pludseligt op for mig i nat, da jeg sad og skrev på den forrige post, at  jeg havde rundet en skæringsdag i al ubemærkethed.

Jeg har 10 års jubilæum som webjournalist 😀

Den 1. november 1999 startede jeg som journalist på det relativt nydannede Computerworld Online ( Se siden som den så ud 9. april 2000).

Computerworld havde været i Danmark i adskillige år, men i forsommeren 1999 blev der skabt en selvstændig redaktion , der kun skulle skrive artikler til nettet.

Da jeg kom til i november 1999 var jeg den fjerde journalist på redaktionen. De tre andre var Daniel Bergsagel, nu udviklingschef på Nyhedsmagasinet Ingeniøren, Malene Grouleff, nu direktør i Grouleff Kommunikation og Katrine Bertelsen, nu freelancejournalist og webdesigner.

Derudover sad Tania Andersen på redaktionen som én-mandshær på netudgaven af PC-World. Hun er nu journalist på Version2.

Det hele foregik under ledelse af Arne R. Steinmark, der nu er administrende direktør og chefredaktør for Ingeniøren. Han var så venlig at ansætte mig, selvom jeg ikke kunne pege tilbage på nogen som helst erfaring inden for tech-journalistik eller netjournalistik.

Til gengæld kom jeg fra 1½ års ansættelse om kommunalreporter på Dagbladet Roskide Tidende – og dér havde vi lært at skrive hurtigt for at fylde de mange sider: og det kunne han bruge.

Det var en tid, hvor danske firmaer som Olicom var på Nasdaq-børsen i USA og hvor IT-Factory gjorde klar til nye eventyr. Det var en tid, hvor vi talte om Napster, men ikke havde hørt synderligt om Google eller blogs endsíge sociale netværk.

Jeg er fagligt lykkelig for, at jeg d. 1. november kunne tage hul på onlinejournalistikken, fordi det var et definerede øjeblik for min videre karriere.

Jeg følte fra første færd dengang – som jeg gør det nu – at jeg arbejder på The Frontier: jeg er med til at udforske, udvikle og definere netkommunikation.

Det er fantastisk; der er SÅ mange muligheder – og det gør , at jeg nyder at møde på arbejde hver dag, og jeg føler ofte at mit felt, onlinekommunikation er lige så meget en hobby som et arbejdsfelt.

Jeg har fundet den første artikel jeg publiserede online: “Tele Danmark på kant med konkurrencelov”. (note: jeg havde Kim Nielsen, men tog siden min kones efternavn ).

Siden er der løbet mange tegn ud på nettet fra min hånd.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.