update: Mediawatch har i dag d. 1. december udsendt en præcisering af artiklen om eBuzz.dk hvoraf det fremgår , at Politiken.dk – min arbejdsplads – ikke har givet adgang til dybe links, men kun links til forsiden. Jeg er som privatperson selvfølgelig stærkt uenig i den holdning.

I kølvandet på debatten på DONA’s mailingliste, som jeg skrev om forleden, ser jeg lige en artikel fra i dag hos Mediawatch (kræver abonnement for at læse ) om nyhedssøgetjenesten Ebuzz.dk .

Den viser en søgelinie, hvor du skriver et ord – fx. jubii – og dernæst får en resultatside frem med dybe links. Tjenesten søger i 6.000 dagbladsartikler – og blogs – med tilladelse fra aviserne:

Dagblade som Børsen, Information, Politiken og Jyllands-Posten har sagt god for nyhedstjeneste, der linker dybt og indekserer alle ord i artiklerne.

skriver Mediawatch og manden bag Ebuzz.dk, Martin Bay Pedersen uddyber:

“Berlingske Tidende sagde klart nej, men de andre jeg har henvendt mig til har sagt ja. Det kom lidt bag på mig, at de var så nonchalant omkring det, for jeg gik ud fra, at alle der var medlemmer af Danske Dagblades Forening (DDF) var imod,” siger Martin Bay Pedersen med henvisning til DDF’s sagsanlæg mod Newsbooster.

Jyllands-Postens Internet-redaktør, Jørgen Schultz-Nielsen mener ikke at tilsagnet til E-buzz.dk strider mod DDF’s holdning mod dybe links:

Der er mange misforståelser om dybe links. Skruer man tiden tilbage var utrolig mange i gang med at blive netpublicister via mediernes arbejde, hvor man lod maskinerne gøre arbejdet. Dengang tog man også rubrik og indledningstekst, og på den baggrund ville de forsøge at score en fortjeneste uden at værditilføre noget på egen hånd. Der er gået en rum tid, og vi er blevet klogere. Men det afgørende er, at vi som medie selv kan bestemme, hvor vort indhold skal optræde,

Dog understreger han, at tilsagnet til Ebuzz.dk kan blive trukket tilbage hvis Jyllands-Posten ændrer holdning.

Men lad os glæde os over, at der er bevægelse i holdningen til dybe links – så fx. også Google News kan begynde at indeksere til glæde for læserne – og i sidste ende også aviserne.

11 Comments

  1. Pingback: Medieblogger

  2. Jeg har som de fleste andre aldrig rigtigt forstået hvor problemet med dybe links lå, men kan heldigvis snart være lige meget med den positive udvikling, som tingene er ved at tage.

    Dybe links ok. Så mangler vi bare at onlinemedierne begynder selv at linke ud for alvor.

  3. Du har ret , Anders, onlinemedierne skal blive meget bedre til at linke ud . Jeg synes nu, at der sker en udvikling i den rigtige retning – fx. på Politiken.dk – hvor journalisterne er bedre til at huske at sætte links ind til eksterne sites.

    Jeg ser dog gerne personligt, at medierne også linkede til eksempelvis kilde-artikler hos konkurrenter, frem for blot at citere dem – samt blev opmærksomme, at der er gode blogs derude, som de kan linke til.

  4. Kim, du har ret i at det er i en udvikling til det bedre også med linkning og specielt hos pol.dk

    Men der er lang vej igen før vi over hele linien når de standarder, som fx http://ing.dk leverer så flot.

    PS. Pyha kommentarfeltets tekststørrelse er meget lille her (Google Chrome)

  5. Helt enig, Anders , jeg roser også glad og gerne min gamle arbejdsplads Ingeniøren og manden bag dyb-link-filosofien derovre , Casper Thomsen for deres grundige måde at gøre tingene på. De fortjener al ære og respekt fra andre medier for deres åbenhed.

  6. Den største misforståelse mht. “Dybe links” er at begrebet overhovedet eksistere. Et link er et link.

    Men det er da super positivt at se, at flere af de danske netmedier endelig er ved at åbne øjnene bare en lille smule. Der er nok desværre lang vej endnu, men det er da i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

    Og med hensyn til at linke ud, synes jeg også at det er værd at nævne pol.dk version2.dk og eb.dk som var de første (og endnu eneste?) danske netmedier der tidligere i år tog pingbacks til sig.

  7. Nu er Ing.dk’s linkfilosofi jo ikke et nyt tiltag, det eksisterede allerede i 2005, da jeg startede i praktik der, og en hvis Kim Elmose også var ansat 🙂

    Så meget mere kan det jo undre, at mange andre medier (og journalister) har svært ved at huske de dersens links…

    // Lars

  8. @larskjensen he – nårh ja, tend to forget 😉

    @søren Jeg tror faktisk at Information var de allerførste herhjemme, der tog pingback i brug – btw fra Overskrift.dk’s tjeneste.

    Og ja, dybe links – begrebet er sgu et jurist-begreb. Jeg har det som dig – et link er et link er et link. Nichts weiter.

    Og lad os SÅ komme videre 😉 , hvilket også sker – omend langsomt:

    Se forskellige ting, der dog er forsvundet:

    – popup-reklamer eller rullegardiner – dem ser vi heldigvis mindre og mindre til.
    – betalings/registreringsgitre hvor man skulle betale eller registerere sig for at læse artiklerne – dem så vi også noget til i starten af årtusindet. Både på Berlingske.dk (og det satte netavisen så langt tilbage i forhold til JP.dk og Politiken.dk, tror jeg, at det har været svært at indhente ) men også på Ing.dk, hvor den daværende direktør mente at det var vejen frem…. i sådan cirka et halvt år hvor læsertallet dundrede nedad og knap 200 tegnede et abonnement. så forsvandt den.
    – rigid modstand mod dybe links. Mig bekendt har intet medie inden for de seneste 5-6 år forfulgt nogen, der har gjort det.

  9. Kim, hvad er der egentlig sket med de ping backs på pol.dk? Jeg synes ikke at jeg dem længere.

    Søren Sprogø og jeg selv (og sikkert mange andre) skrev store guider til systemet, og jeg ved at mange sloges lidt med at få de pings til at gå igennem via den svenske tjeneste, men det går pludselig op for mig at det er længe siden jeg har set boksen på pol.dk

    Vores gamle poster er her:
    http://afdeling18.dk/blog/2008/2/24/saadan-faar-du-link-juice-fra-version2.aspx
    http://www.saugstrup.org/ping-blog/

    Gætter på at I har lagt det i graven pga. teknikken med Twingly og overvejer hvordan I skal komme stærkt tilbage med en anden teknisk løsning. Er det godt gættet eller helt hen i skoven?

  10. De er der stadigvæk , der bliver bare ikke reklameret med dem under hver artikel. Men de skulle poppe op , når man linker til en artikel fra sin blog.

    Vi har ikke lagt det i graven – ikke mig bekendt 😉 – men blot ændret på setup’et

  11. Ok, tak for forklaringen. 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.