Undertegnede følger Facebook-seminaret inden Generalforsamlingen. Foto: Asbjørn Poulsen

Lige efter Facebook-arrangementet afholdt DONA generalforsamling for 20 fremmødte medlemmer . Jeg er som bekendt formand og aflagde følgende beretning til de forsamlede:

2008 blev et år i DONA, hvor bestyrelsen koncentrerede sig om at få skibet få, men tydelige arrangementer afsted –  og samtidig få udbygget relationerne til andre foreninger og virksomheder for at kunne give medlemmerne adgang til gode konferencer og kurser via klækkelige rabatter.

Først vores egne

Kendetegnede for vores egne arrangementer var, at de i Dona-regi var nye eksempler, hvordan vi også kan arbejde for at øge kendskabet til og debat om webkommunikation.

Tag f.eks. DONA’s deltagelse på Dansk Journalistforbunds Fagfestival i Odense med 1.800 deltagere, hvor DONA havde en stand og var med til at afvikle en række velbesøgte workshops om nyttige webværktøjer; brug af Facebook, RSS, blogs, Podcasting og Google Maps .

Det var en succes med workshops hvor folk måtte afvises ved døren på grund af interessen. Desuden afviklede vi en bog-signering med forfatteren Mark Briggs, Journalism 2.0, og champagne fra et af vores medlemmer, Solvej Tange , journalist og champagneproducent.

Det gav en masse god respons og mange gode erfaringer – også til forbedringer – som DONA kan bruge fremover til at nå ud med vores viden på lignende konferencer .

Dernæst formåede DONA også at rykke på et aktuelt tema fra mailinglisten, nemlig dybe links. En forespørgsel om citatregler og regler for linking førte til en længere debat på listen, som inspirerede til at afholde et debatarrangement “Dybe Links og medier ” i februar i år.

Endelig er dagens arrangement om Facebook et eksempel på samme – at belyse et emne med den faglighed, som DONA besidder .

Det er sådan, vi skal gøre fremover i DONA – veksle mellem små, hurtige aktuelle debatter og større seminarer om webkommunikation.

Vi er opmærksomme på, at vi i vores arrangementer skal afspejle medlemsskaren – betalende medlemmer og listemedlemmer – hvor måske flertallet faktisk snarere arbejder med kommunikation frem for traditionel journalistik.

Vi havde faktisk et arrangement målrettet webredaktører, som vi måtte aflyse i sidste øjeblik, som skulle have opfyldt dette formål, men vi har nyt på vej

Eksterne partnerskaber
Heldigvis har vi et godt samarbejde med andre ligesindende foreninger og organisationer inden for web og kommunikation.

Det er eksempelvis Update i Århus, hvor vi var partner på arrangementet “Nye online-strategier for gamle medier” her på ITU i maj – og Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM), der indstiftede Mediernes Internet Pris i juni, hvor vi var en af partnerne.

Dertil kommer den lange række af arrangementer med rabatter , som vi har kunnet tilbyde betalende medlemmer:
Webjournalistik for ikke-journalister på confex, lancering af Adobe Creative Suite 4, konference om Sharepoint/MOSS07, konference i Malmø med bl.a. designguru Don Norman eller en anden guru, James Robertson inden for Intranet, brugervenlighed ved Nielsen Norman Group, Intranet, blogs som ledelsesværktøj , sociale netværksteknologier i virksomheder .

Det er rabatter for tusinde af kroner for et kontigent på sidste år 350 kroner – nu 500 kroner.

Medlemskrise ?

Det fører frem til at medlemstallet – dvs gentegningen af medlemskaber – er ekstraordinær tung her i det nye år. Det viser de aktuelle tal .

Er det på grund af det forhøjede kontingent ? Måske – men vi ved det ikke.

Forhåbentlig kan vi aflæse en effekt af de arrangementer, vi allerede har afholdt i indeværende år – og dem vi vil afvikle . De plejer at trække folk ind som betalende.

Men det er et problem,  som den nye bestyrelse bør adressere og gøre noget ved.

Forhåbentlig vil vores nye website, som vi endelig, endelig, endelig efter års snak har fået realiseret , give DONA en mere tidssvarende platform at kommunikere fra og sprede viden og debat via rss ud til folket.

Lad os imidlertid lige dvæle ved sitet, designet og implementeret af webkonsulent Lisa Risager 😀

Desuden er vi – efter en mere besværlig proces end ventet – ved at flytte DONA-listen fra et lukket mailbaseret univers over til en åben, linkbar virkelig i Google Groups. Det skulle øge synligheden af Dona og den viden, der er i netværket.

Mailinglisten er hjertet i dona på mange måder – debatmæssigt og indtægtsmæssigt via annoncer  – og derfor skal den plejes – bl.a. ved at komme over på en mere tidssvarende platform end hidtil.

Holdninger?

Jeg har som formand ikke i det forløbne år været ude og mene meget som – dona-formand. På nær da jeg på listen udtrykte min dybe undren over dagbladenes indstilling til dybe links og Google News – og underskrev indlægget som donaformand.

Det er med velberådet hu, fordi DONA er først og fremmest en forening og et netværk for professionelle, der arbejder med web med fokus på kvalificeret videndeling om webkommunikation.

Men i dette eksempel kunne jeg ikke dy mig. Ellers har jeg været tilbageholdende, fordi DONA først og fremmest er et praktisk netværk og ikke en interesseorganisation – i min optik , i hvert fald.

Dog burde jeg og DONA måske have rykket på Statsministerens udtalelser om , at mediestøtte skal være forbeholdt print-aviser – og ikke rene netmagasiner. Jeg synes, at det er en dybt ejendommelig og gammeldags måde at anskue medier på – og jeg personligt kunne fuldt og helt tilslutte mig direktør for FDIM, Jon Lunds, kritik af statsministerens udtalelser.

Alligvel vil jeg ikke fokusere på holdninger i det kommende år, men øget professionalisering af Dona og mere videndeling via gode arrangementer, måske endda med vores nordiske kolleger inden for webkommunikation, hvor der i Norge således er kommet et NONA.

I hvert fald er der i disse krisetider brug for videndeling om ordentlig og virksomhed webkommunikation – og dét kan DONA levere.

Tags

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.