Da jeg skrev retningslinier – blogmanifest – for redaktionelle bloggere på Ingeniøren og sidenhen skrev lignende ned til de (forhåbentlig) mange redaktionelle bloggere på Politiken.dk – sigtede jeg mod, at det skulle være en kort punktinddelt liste.
Lange tætskrevne sider – ja, dem får folk ikke læst. Sådan er det. Derfor et blogmanifest i 13 punkter, som holder bloggeren og mig fast på principper omkring blogging.
Jeg kiggede mig omkring på nettet efter inspiration – fandt egentlig ikke meget, men dog een: Robert Scobles The Corporate Weblog Manifesto . Jeg blev især inspireret af den med – “indrøm fejl – og lad være med at slette de elektroniske spor af fejlen”.
Udover den inspiration bidrog redaktionschef Rolf Ask Clausen fra Ingeniøren også med indspark til blogmanifestet for Ingeniøren, som jeg har videreført og omformuleret til Politiken.dk’s bloggere.
Blogmanifest for Politikens redaktionelle bloggere
1) Vi skriver præcist og baseret på facts, og vi linker til dokumentation på andre sites, når det er muligt.
2) Vi engagerer til dialog med læserne – gerne med åbne spørgsmål.
3) Vi svarer på læsernes kommentarer så hurtigt som muligt.
4) Vi er aktuelle. Vores artikler beskæftiger sig med nyheder og nye vinkler på emnerne for vores blog.
5) Vi krediterer læsere og andre blogs samt sites for nyheder, som vi opdager hos dem – eller som de tipper os om. Vi henviser med navn/titel på site og link til vedkommendes site. Vi linker uden skelen til om det er konkurrerende medier.
6) Vi baserer artiklerne på vores faglighed og holder os opdaterede inden for vores område.
7) Vi er altid høflige over for debattørerne, selvom de bliver skarpe i tonen.
8) Vi indrømmer fejl og retter dem øjeblikkeligt – uden at slette sporene elektronisk.
9) Vi skriver regelmæssigt – mindst én gang om ugen. Læserne skal vide hvornår de kan vente indlæg fra os.
10) Vi deltager gerne i debatter på andre sites og blogs. Vi er en del af en kultur for videnudveksling.
11) Blogs er personlige. Bloggerens personlighed og personlige synspunkter bidrager til læsekvaliteten i vores blogs.
12) Synspunkter tilkendegivet i blogs kan derfor ikke tages som udtryk for Politikens holdning.
13) Målet med blogs hos Politiken er at bidrage til udveksling af viden og debat samt gøre læserne til medskabere af avisen – ikke kun passive modtagere af nyheder og holdninger.
Sådan ser blogmanifestet ud for Politiken.dk for the time beeing.
Men hvilke retningslinier eller manifester bruger I andre rundt omkring?
Vi tumler jo – organisationer, medier og foreninger – med de samme grundspørgsmål – og gensidig inspiration er aldrig af vejen 😀
Løfterigt – og en lille smule tankevækkende at det her faktisk er noget nyt, altså at de gamle medier (ikke bare din avis) simpelthen ikke kan sige at de allerede var sådan.
Enig, et fint manifest. Det kunne være vi skulle låne lidt af det på Information…
Men – til Claus – hvad er det egentligt, der ikke er sådan i dag?
Hvis vi nu holder det til Politiken:
Skriver de ikke faktuelt, angiver de ikke kilder, retter de ikke fejl (og hvorfor bruger de så et helt årsværk på en læsernes redaktør?), tigger og be’r de ikke læsernes om at engagere sig som medskabere i avisen (og hvorfor har de ellers et dagligt opslag med læserbidrag?), og er der i klumme og kommentarer ikke en personlig stemme?
Hvis de gamle medier var sådan, skulle deres digitaludgaver ikke minde mere om blogs, sådan helt af egen drift?
Den online tovejsavis er da mere end bare en god implementering af nogen nye digitale muligheder. Det er da en anden kommunikationsform.
Eksempler: Alle ved at avisernes læserbrevssider har det med at blive menighedsmedier fordi der er en redaktør på. Det har man ikke online.
Jeg er heller ikke sikker på at det ligger i den nuværende form at man faktisk svarer læserne, selv om jeg kan huske at være blevet ringet op i starten af 90erne af en fred Ejvind Larsen efter et læserbrev.
Og omkring medskabning i det hele taget: Forskellen er vel i hvilken grad den medskabning er på mediet præmisser og i hvilken grad den er på samtalens. Sådan som jeg læser manifestet stiller det sig entydigt til rådighed for dialog på læsernes præmisser.
Claus: Rart at høre at manifestet er på sporet af noget brugbart. Den store udfordring for både min arbejdsplads og andre medier er så selvfølgelig at udleve det, som manifestet skitserer: samtale på læsernes præmisser.
Dét er den svære del af det – men det er en bette smule nemmere, når man har et papir, der minder alle om hvilken ramme, som vi arbejder inden for.
Nikolai: I skal være så hjertens velkomne til at lade jer inspirere. Hvis I udformer et papir. vil der nok også være noget dér , som kan inspirere undertegnede og andre.
Det drejer sig også om at formulere de gode argumenter, der kan overbevise de tvivlende eller tøvende mediefolk om at den form for samtale – med læseren som deltager i skabelsen af medie – ikke er en trussel, men en mulighed for at løfte journalistikken, journalisten og deltageren.
Skal der være et dogme manifest ?
Den rene entydige tanke og ide bag en blog – uden kunstige virkemidler og tillægord og udsangsord ?
Ja … det klinger faktisk rigtig godt ….
et ……Dogme manifest
for bloggere…. 😉
Og ja … jeg mener faktisk der burde findes et dogme/kanon for bloggere – et humanum est manifest for hvorfor netop disse bloggere findes.
Jeg synes det er uærligt at kræve høflighed af bloggerne på Politiken hvis debattørerne bliver skarpe i tonen. Det lugter af bundlinjehensyn og rimer dårligt med min opfattelse af ånden på netop den avis.
Til Beologen: Bundlinie-hensyn – arh hva ? Skribenten skal bare nære sig for at skrive ” Hør lige her, din f**cking b***’ – jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du har af argumenter på den l****måde. Gå ud og stik dit ugly face direkte i den nærmeste kødhakker etc.”
Ikke man kan have lyst til det – men det lønner sig bare ikke i længden. Og du går jo selv foran med et godt eksempel hvis du vil have en ordentlig tone i fx. din dagligstue.
sådan beskriver jeg tit blogdiskussioner over for andre: På bloggen er jeg som en vært, der byder interesserede inden for i min dagligstue , hvor jeg lægger op til debat om et emne – og understået forventer en ordentlig tone. Gerne bestemt men ikke tilsvinende og nedværdigende.
Hvis jeg så reagerede med at køre op (eller ned, om du vil ) på det niveau en rabalder-deltager kørte ud af – jamen, så lægger jeg en linie for hvilken stil, som debatten kan køre i – og jeg risikerer blot at skræmme andre væk, der kom for at diskutere og ikke se på mine opfindsomme tilsvininger af diverse tågehorn.
Jeg hører violiner…mærkeligt.
vi er selvbevidste og pedantiske: being er med ét e
@Beologen: Jeg er helt enig med Kim. At være høflig intet med noget som helst andet end … høflighed … at gøre. At lægge op til at medarbejdere/skribenter skal være høflige, er for mig lige så selvfølgeligt som at lægge op til, at de er saglige i indlæggene.
Alle burde da være høflige – også overfor idioterne, der nu engang har det med at kigge forbi.
Det er nogle fine retningslinjer for god opførsel på nettet, som mange sikkert kan lære meget af.
Men jeg synes mere, det handler om “netikette”, end det handler om blogging.
Det svære for en journalist, der skal blogge, er, hvor personlig man skal være – og hvor snæver/bred ens blog skal være. Men det er selvfølgelig også svært at stille klare retningslinjer op for 🙂
Ellers et godt initiativ – og stor respekt for at lægge det ud offentligt. Det skal nok blive brugt som inspiration af andre medier, når flere kaster sig ud i blogosfæren.
Okay, okay…jeg synes bare at tvangsmæssig høflighed hurtigt bliver til nedladenhed af hensyn til firmaets omdømme, i stedet for at ærligt at forholde sig til det menneske som svinger med armene og laver lyd. Men det kan så gøres med humor og..hmm….empati?
Rettelse: “…i stedet for at forholde sig ærligt til det menneske…”
Hej Kim
Interessant ting her. Jeg formulerede flg. tilbage i juli for Computerworlds redaktionelle og redaktionelt støttede bloggere:
BLOGMANIFEST
1. Computerworlds blogs er ikke konforme og skåret over en standardiseret læst. Men de bestræber sig på at være debatskabende i indhold og form.
2. Blogindlæggene tager som regel sit udgangspunkt i konkrete og brugernære emner og opfordrer altid afslutningsvis brugerne til at kommentere indholdet.
3. I kraft af den personlige form er blogindlæg på cw.dk anderledes end kommentarer, analyser og nyheder.
4. Computerworlds bloggere er ikke Kloge-Åger, der råber fra udkigstårne, men debatskabere, der møder brugerne i øjenhøjde.
Tak for kigget, Kurt – især formuleringerne i pkt. 4 er jeg vild med ( 😀 ) – ikke blot fordi det er humoristisk formuleret, men også for præmissen – blogs skal ikke være for monologer, men dialoger.
Og så får dine fire punkter mig til at tænke på om jeg er for kommissær-agtig og detalje-styrende med mine 13 punkter.
Foreløbig holder jeg mig til de 13 punkter, fordi de også skal kunne bruges af skribenter, der ikke sidder og arbejder som journalister på Politiken og måske heller ikke har skrevet i et medie før.
Men journalister kan også have godt af at følge den – fx. det der med at svare folk, når de kommenterer og linke væk fra eget site – ud til omverdenen. Dét har mediefolks sgu svært ved – og medierne lige så.
Og så lige……hvad er der egentlig galt med at skrive langt, når man opererer i det digitale rum…..Er det egentlig ikke lidt gammeldags tænkning….Jeg læser personligt gerne lange tekster, hvis de er godt skrevet, ordentligt chunket, serveret med mellemrubrikker osv. – både online og off line…………Det er med, at det altid skal være kort på nettet er i mine øjne passé. Nej det skal være godt serveret og godt skrevet – uanset hvad.
Susling: Det er bestemt intet galt, meeen min erfaring (med journalister og kommentatorer samt eksperter af enhver art) er, at deres skriverier bliver mere spændstige, fokuserede og interessante, hvis de er sig beviste om, at de ikke hver gang skal skrive en post, hvor læseren skal scrolle tre skærme..
Nogen kan skrive så langt og sprudlende samtidig, men den kunst behersker de færreste. Ikke i tilknytning til et medie i hvert fald.
Jeg forstår din pointe. Det er også noget jeg selv har sagt, når jeg har skulle rådgive om tekst online…..kort og samlet…….Du har også ret i, at skriveriet bliver mere spændstigt, når skribenten tvinges til at tænke kort, koncist og to the point………Jeg synes bare det er blevet et lidt kedeligt mantra, der lukker for udviklingen inden for tekst i de digitale medier……..måske skal man mere tænke i chunkning, brug af billeder, faktabokse, tidslinier osv. for at få mediet og teksten til at leve. Lang tekst ja…….men med tilbehør…….Bortset fra det så har jeg eksperimenteret med bare at give los mht. tekst på min egen lille personlige legeplads og sjovt nok så har jeg læsere…..ikke i mængder….men de er der og de tykker sig igennem mine ord. Det er ikke altid, at jeg får kommentarer. Men jeg kan ud fra min statestik se, at jeg bliver læst og at folk vender tilbage – uanset om jeg skriver kort eller langt…….Det har da fået mig til at tænke….!
Bestemt. Det skal ikke udvikles til at være en spændetrøje, hvor folk pinedød skal skrive max. 5 linier plus to links und nicht weiter.
det er bare min erfaring – i opstartsfasen – af en blog, at hvis jeg understreger, at det ikke behøver at være lange indlæg, så letter det også forventningspresset fra skribentens skuldre – det med at de (som ordmennesker) nemt kan skrive sig ind i en selvforstærkende cirkel om, at de hver gang skal skrive lange, meget dybe og indsigtsfulde tekster. Meta-postings hver gang hvor Livet, Universet og Alting skal forklares.
Og så bliver det sværere og sværere at komme hen til bloggen og slippe sine kreative energier løs.