(Følgende tekst er bragt som kronik i Dagbladet Information d. 7. maj 2010 )

Før medieforliget: Fra værftsstøtte til innovationsstøtte

Kim Elmose og Ernst Poulsen er hhv. formand og stifter af DONA, foreningen af danske webjournalister.

Den nuværende mediestøtte stavnsbinder mediehusene til papirnyheder, og alt tyder på at det næste medieforlig bliver en lappeløsning, som ikke rykker branchen for alvor. Men, vi er midt i en digital revolution, og en fremtidsrettet mediestøtte bør tilskynde til innovation, hvis vi skal fremtidssikre medierne.

Vi er inde på opløbsstrækningen for det næste medieforlig. Mediebosser og politikere har været ude med markeringer, og selv i det nye regeringsgrundlag er medierne nævnt.

Men, markeringerne gør os lidt nervøse. Det eneste sikre politikerne har meldt ud er, at aviser skal støttes. Det kan undre, når den nuværende mediestøtte kun gives til papirmedier samtidigt med, at verden er midt i en digital medierevolution. Et medieforlig skal række fire – fem år ud i fremtiden, og vi kunne godt have fornemmelsen af, at vi får et medieforlig, der ville have passet bedre til 2000 end til 2010.

Har politikere og mediebosser glemt, hvor meget der reelt er sket på mediemarkedet? Har der manglet stemmer fra de nye medier i den hidtidige debat?

Nettet har flyttet læsere, har givet helt nye medievaner hos brugerne og har flyttet milliarder på annoncemarkedet. Ja, selv forståelsen af, hvad et medie kan og er, er anderledes i dag. Lad os opsummere nogle basale ting:

92 pct. af danskerne er på nettet, og de holder sig nu opdateret nyhedsmæssigt via netaviserne. Kigger man kun på de syv store netaviser, har de hver især et sted mellem 400.000 og 1.200.000 brugere pr. uge. Brugere klikker sig igennem – hold nu fast – en halv milliard sider pr uge. Og så har vi slet ikke medregnet nicheaviser, regionalaviser og fagblade. (Børsen, Fyens Stiftstidende, Computerworld, etc.) Det er på nettet, at danskerne ”følger med”, både i almene nyheder og inden for deres eget fagområde.

Danskerne har for længst fået bredbånds-forbindelse, bærbare computere og trådløst netværk. Lige nu er mobil-telefonerne ved at flytte nyhederne helt ind i jakkelommen. Læg mærke til, at hver gang der opstår en kort pause i en gruppesamtale, vil en af deltagerne automatisk række ud efter sin telefon/iPhone.

Annoncemarkedet er også blevet revolutioneret. Job- bolig- og bilmarkeder er rykket på nettet sammen med læserne. Samlet set har omsætningen på netmedierne nu rundet 3 milliarder kroner, og dermed sidder netmedierne på en større del af lagkagen end for eksempel landsdækkende dagblade og tv.

Spørger man internet-brugere, hvad de synes nettets største fordel er, lyder svaret ofte: ”At man kan finde så megen information”. Og dybden er netop en af nettets store fordele. Fagspecialister henter viden fra hele verden, og vi andre nyder godt at store encyklopædier, detaljerede kort – eller noget så vigtigt som en komplet oversigt over alle 9000 kandidater til kommunalvalget. Det findes netop på nettet, fordi nettet ikke løber tør for plads. Og, nettet kan meget mere end det.

Nettet er det medie, som bedst evner den demokratiske samtale. Et af de flotteste eksempler så vi i Berlingskes Cavling-belønnede artikel-serie om politireformen. En vigtig del af det arbejde var web-delen, hvor de fire journalister kom i kontakt med borgere og kilder til nye historier. Journalistik er ikke længere en præsentation af viden, men en samtale mellem journalister, eksperter og borgere.

Nogle gange kan nettet også noget, som intet andet medie formår. Sitet Wikileaks.org har til formål at huse indhold, som magthavere ønsker at skjule. Julian Assange, der er talsmand for projektet forklarer: ”Det svære er ikke at publicere indhold. Det svære er at sikre, at oplysningerne forbliver tilgængelige.” Den opgave løses nu på nettet.
Eller tjek BBC’s nye samarbejde med Global Voices Online, hvor 200 udvalgte bloggere fra hele verden supplerer nyhedsbilledet med detaljeret indsigt og alternative stemmer fra hele verden. Nettet fjerner geografisk afstand bedre end flyselskaber.
Og så er det endda kun at kradse i overfladen af mulighederne. Nettet rummer samtlige andre medietyper, og danskerne ser mere og mere net-tv og henter radioudsendelser som podcast, så de kan høre udsendelserne, når det passer dem.
Vi er også kun et par skridt inde i Facebook-revolutionen, hvor halvdelen af danskerne er bundet op i et elektronisk netværk, hvor der livlig small-talkes, udveksles feriebilleder – og diskuteres nyheder. For netmedierne er den næste udfordring at blive en del af det univers og den diskussion, for det er her, at danskerne bruger timer.

Men, selv om nettet har så mange fordele, og selv om amerikanerne nu oftere læser deres nyheder på nettet end i dagblade, så løber de danske avishuse ind i problemer, hver gang de vil flytte fokus fra papir til nye medier.
De nuværende støtteordninger kan nemlig kun gives til papiraviser. Hvis en dansk avis f.eks. i et letsindigt øjeblik overvejer at lokke læserne over på iPad’s og e-læsere, så løber sparen den godt nok distribution, men løber ind i nye problemer. Hvis avisen sælger et online-abonnent, skal den pludseligt aflevere de første 20% til staten, fordi online abonnementer ikke er momsfritaget. Dernæst går avisen glip af distributionsstøtte, der samlet set udgør 400 millioner kroner. Og utroligt nok så uddeles der kun udviklingsstøtte, hvis det er et papirprodukt der skal udvikles.
Den nuværende støtte er ikke blot ærgerlig, fordi den ikke understøtter brugernes nye vaner med at læse på digitale platforme. Den har været decideret skadelig de seneste ti år, fordi den fastholder støtte til den papirplatform, som har mistet læsere hvert eneste år i det forløbne ti-år.

De danske mediehuse har haft svært ved at have tiltro til digitale medier, og derfor også svært ved at fastholde et udviklingsfokus.

Først var der ingen tiltro til, at folk ville læse nyheder på nettet. ”Hvem kan holde ud at læse lange artikler på en skærm,” lød kritikken? I dag er det omvendt: Eyetrack-undersøgelser fra USA viser, at hvis man beder folk om at læse nyheder på papir og web – så læser de en større del af teksten, når de sidder foran en computer.

Dernæst gik kritikken på, at der ingen penge er på nettet. Og det er rigtigt, at mikrobetaling aldrig løftede sig ud over småtingsafdelingen, og at vi blev ramt af dotcom-crashet, men i dag er annonceomsætningen på nettet alligevel større end på dagbladene.

Vi skriver nu 2010 – og i dag lyder bortforklaringen så: Det er dagbladene, der graver alle historier op, og det er her den støtteværdige journalistik findes.

Det er en hastigt smuldrende skrøne: Der kommer hele tiden mere og bedre netjournalistik. I dag arbejder mange journalister enten for begge platforme – eller specifikt for websitet. Hvis nettet endnu ikke har opnået samme kvalitet som papiraviserne, så kan det jo skyldes, at støtten kun er gået til papiraviser.
Både læsere og annoncekroner er flyttet på nettet. Og selv om kvaliteten af netjournalistik stadig varierer fra det overfladiske til det fantastiske, så ser vi allerede tusindvis af eksempler på nyskabende og demokrati-skabende webjournalistik.

Hvis ikke dagbladene skal låses fast i gamle papirvaner, så skal mediestøtten følge med tiden, med teknikken og især med læserne.

Sker det ikke, så risikerer vi, at danske mediehuse bliver løbet over ende af udenlanske huse, som har knoklet med udvikling, og som kan rulle deres model ud over endnu et sprogområde. Vi ved alle, at medier ikke længere er noget, der stopper ved landegrænserne.

Tager vi skiftet nu, så kan danske mediehuse tage det afgørende træk, så de både kan holde fast i de nuværende læsere, og måske tillige skabe internationale succeser eller sælger løsninger til udlandet.

Men det kræver, at vi skifter fra langsom produktudvikling til konstant innovation, og at vi skifter fra at tænke i støtte til resterne af dansk papirjournalistik til også at tænke på det som erhvervsstøtte til innovation af digital journalistik.