I sidste uge havde jeg atter fornøjelsen af at fortælle om livet som webredaktør på DJ-kurset “Webarbejdsmarkedet – noget for dig ?” for freelancere og ledige journalister.

Mit foredrag er konkret i min gennemgang af, hvad jeg har af arbejdsopgaver, og hvad jeg mener, at du bør beherske af kompetencer , såfremt du skal kunne fungere som styrmand på et website.:

Jeg gør en del ud af, at du ikke skal være en nørd – i øvrigt et positivt ord i min verden – men skal kende til html, css, billedredigering, usability, informationsarkitektur, statistik, webstrategier, brugeradfærd på nettet osv.

Ikke på ekspertplan men du skal vide noget om ovennævnte emner for at kunne  sende en seriøs ansøgning til en stilling som webredaktør.

Kriminelt råd
Bagefter fortalte en kursist mig, at han havde haft en samtale med DJ’s Karrierevejledning om hvad han skulle fokusere på, når han søgte webstillinger.

Han fik at vide, at han som skrivende journalist fra et dagblad havde de kompetencer, der skulle til: evnen til at formidle, strukturere, gøre det hurtigt og levende.

“Jamen, jeg skal da vel også kende til webkommunikation og netværktøjer?”, spurgte han – og fik igen svaret:

“Nej, nej –  der er brug for din faglighed som journalist og formidler. Du har allerede guldkompetencer”, beroligede karrierekonsulenten.

Det er et kriminelt dårligt råd, hvis du spørger mig!

Men det siger noget om den fejlopfattelse, der stadig eksisterer i brede kredse inden for dansk journalistik: Vi er gode til at skære en overskrift, skrive en fængende indledning og malende reportage, der slutter af med et lille svirp med halen til sidst i reportagen. Og det er det vigtigste at kunne , hvis du skal arbejde på nettet.

Wrong!

Netformidling er sin egen disciplin, der kræver at du kender til netspecifikke værktøjer. Du skal kende til de virkemidler og teknikker, som driver nettet og som du kan bruge. Du skal kende html, som du skal kende til tekstbehandlingsprogrammer og regneark, hvis du arbejder som journalist. Du skal kende til non-lineær fortællinger, webintegration, være nysgerrig over for nye værktøjer osv.

Det er for slapt at en karrierekonsulent fortæller ledige, hvad hun tror, at de vil høre: at de ER kompetente også til webarbejde og som sådan bare skal tro på egen fortræffelighed i de traditionelle værktøjer.

Jeg håber virkelig, at det bare var een dårlig konsulent, som har misforstået sin opgave og det arbejdsmarked, vedkommende vejleder ledige i.

Fordi web kræver særlige kompetencer, efteruddannelse, eksperimenter og nysgerrighed – på samme måde som hvis du er redaktionssekretær på en avis – og alle journalister bør sgu af sig selv sætte sig hen til computeren LIGE NU og gå i gang ; gå på opdagelse på web og finde ud af , hvor fedt det er.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.