En af mine kolleger, Lea Wind-Friis , har en fremragende artikel om den amerikanske presses dækning af Obama og Clinton – og den selvransagelse, der sætter ind nu, hvor opgørelser viser sig, at han får en del mere medie-medløb end Clinton, som har fået en del mere rough presse.

Danske mediebrugere og journalister kan sige, at det også er sket herhjemme – bl.a. med Ny Alliances stiftelse d. 7. maj sidste år. I de første måneder red partiet på en bølge af begejstring og håb om nybrud (det samme som Obama) , men da vi nåede frem til valget , kom de kritiske spørgsmål – i sådan en grad at Ny Alliance følte sig forfulgt.

Det samme har Det radikale Venstre oplevet op til valget i 2005 med vælgerfremgang og “radicool” , mens det nu sker for SF og Villy Søvndal.

Og hvorfor sker det så?

Banalt set fordi de fleste mennesker – og det er journalister believe or not – fascineres af succes, begejstring og idealisme. De ting der pt omgiver Obama og Søvndal.

Det er også derfor at folk ser X-Factor. Det er en god fortælling om nogen, der klarer sig godt , fordi de synger rent eller – som politikerne – taler rent ud af posen og om store temaer: håb, forandring og en bedre verden.

Og det ER en fed fortælling – og det ER svært ikke at blive suget ind af det som betragter og formidler. Der skal også være plads til den følelse – MEN vi skal som professionelle formidlere huske på den mekanisme og stå imod. Selvom det kan føles, som at være partykiller at stille de kritiske spørgsmål til Obama, Khader og Søvndal samt Vestager

Gør medierne ikke det, bliver politisk journalistik som rutsjebaner , hvor vi går fra de højeste bakker til de dybeste slugter – uden at læserne, seerne, lytterne – modtagerne får den information , som de har krav på.

De skal have de informationer, der er nødvendige for at de kan fortage et valg – mellem Obama og Clinton, Fogh og Helle, Villy og Bent, Margrethe og Pia.

Update : Er SF’s tordnende fremgang et resultat af en venlig presse. Det tror jeg ikke, men hvad tror I?