Virakken om Nyhedsavisens ejers økonomi startede med en artikel på Journalisten.dk 10:43 d. 17. august om gennemgangen af Dagbrúns økonomi og fondsbørsmeddelelsen fra gruppen. Den udløste en del skriverier i dansk dagspresse – og irritation hos Nyhedsavisen med beskyldninger mod Journalisten og redaktør Jacob Elkjær for uhæderlig journalistik.
Nu er der i næste nummer af Journalisten en artikel om netetik, hvor forløbet bliver beskrevet – og bl.a. det forhold at en kommentar fra Svenn Dam (adm. dir. for selskabet bag Nyhedsavisen ) først kom på Journalisten.dk kl. 20:48. Kommentaren gik på, at Nyhedsavisens ejere er i færd med at samle tilsagn fra investorer og at det angiveligt har været tanken hele tiden.
For sent mener Svenn Dam, der har meldt Journalisten til Pressenævnet – og det har givet anledning til eftertanke hos Jacob Elkjær:
»Der er en skønhedsplet på forløbet. Jeg kunne have sørget for, at Nyhedsavisen og Dagsbruns kommentarer til det faktuelle indhold i fondsbørsmeddelelsen var kommet på nettet hurtigere – altså allerede om eftermiddagen. Journalistforbundets hovedbestyrelse har netop givet sin tilslutning til en ansættelse af en webredaktør, så vi bliver forhåbentlig hurtigere i fremtiden,« siger Jakob Elkjær.
Præmissen for artiklen om netjournalistik er, at etikken er under pres. Til en start vil jeg give Elkjær ret i, at det var tale om en skønhedsplet – en af de større – men modsat hvad David Trads, Svenn Dam m.fl. har skrevet og sagt, så ER det altså interessant at få gennemgået Nyhedsavisen økonomi og bare set lidt efter i deres kort.
Hvad har de at komme med, hvad fundament bygger deres ejere på og så videre? Og oplysningerne om konstruktionen bag Dagsbrúns 365 Media Scandinavia var nye – for medarbejderne fx. – og dermed også for os andre. Det er altså ikke uvigtigt – og det må Nyhedsavisen kunne klare at blive bedømt på inden de har den første avis i luften.
I øvrigt har Kommunikationsforum også et interview med Jacob Elkjær om hans virke på Journalisten. Og jeg vil da i hvert fald godt sige, at han har formået at ruske op i bladet – og tak ! for det. Det trængte det sgu til.