Ja, overskriften “Forbyd journalister at blogge” på Claus Sølvsteens klumme i dag fik en kollega til at sende den til mig med en smiley vedhæftet.

Og tak for det – fordi det er interessante betragtninger som min gode ven kommer med (for dem om Google News se forrige indlæg) Han mener – kort fortalt – at journalister skal holde sig fra at blogge, fordi blogning ikke er god journalistik – forstået som :” …er noget med ordentlig research, kildekritik og de andre journalistiske dyder”.

Claus skriver:

….ved at blogge underminerer de gamle medier forskellen mellem redigerede og ikke-redigerede medier. Den forskel – redaktionen og journalistikken – skal sikre de gamle medier en plads i fremtidens mediebillede.

Hvis de vil have blogs – og det må de meget gerne – skal de for eksempel købe de bedste blogs og holde dem adskilt fra journalistikken.

Okay, friske ord i september.

Fokus er nødvendigt

Nu er jeg selvfølgelig ikke en uafhængig betragter af det her, al den stund at jeg hæver min gode løn for at være blogredaktør på Politiken.dk.

Derfor kommer det næppe som en overraskelse, at jeg godt mener, at journalister med fordel kan blogge som en del af deres arbejde:

• hvis de vel at mærke gider dialogen med læserne – og at blive modsagt
• ønsker at dele viden og ideer med læserne – og selv blive klogere
• har lysten til at blogge og ikke blot prygle en halvdød ged (fordi redaktører siger det)

Det er ikke alle journalister, der skal blogge – fordi ikke alle kan. Det er jo heller ikke alle journalister, der er gode til at skrive reportager eller det fængende portræt af en person.

Blogs kan på et medie siges at eksistere i zonen mellem den personlige reportage og de personlige kommentarer og klummer. Det skal på bloggen være klart – bl.a. med design – at det ikke er en artikel efter de sædvanlige journalistiske kriterier.

Som i en reportage er der mere af journalisten med – dvs holdning og synsvinkel. Og hvis det bare er gjort klart for læseren – og i udgangspunktet også journalisten selv, så mener jeg, at bloggen kan indtage sin plads som en journalistisk genre a la reportage-, portræt- og kommentar-genre – måske en hybrid af dette.

En blog kan endvidere selvfølgelig også blot og bart bruges som et værktøj, nemt at gå til på reportagerejser – fra tysk oktoberfest til tsunamier. Uden at udvande mediet. Det stiller selvfølgelig krav til journalisten og redaktionens tillid til vedkommende når nu der ikke er en redigerende ind over.

Men tag for eksempel Dorte Toft, hvis blog Bizzen er et – synes jeg – fint eksempel på en bloggende journalist, der ikke udvander sin journalistik og sit virke med bloggen.

Bevidst om faldgruber

Men jeg vil give Claus ret i, at vi på de traditionelle medier skal være os bevidst, at der er faldgruber.

Senest har vi diskuteret det på redaktionen i forhold til om redaktionelle blogs, der også tæller medarbejdere, der ikke er husets ansattejournalister, men freelance-journalister og eksterne skribenter.

Det var i forhold til husets etiske retningslinier; : Gælder de for vores redaktionelle blogs, spurgte Læsernes Redaktør, Lars Halskov i en artikel , hvor han slutter:

I øjeblikket er der en redaktionel diskussion om de etiske overvejelser. Men der er også kvalitetskrav til redaktionelle blogs. Ligesom der er til andre tekster, der offentliggøres i den trykte avis og netavisen.

Derfor haster det med at få oprettet to adskilte bloguniverser på Politikens hjemmeside. I øjeblikket er der en blanding af personlige blogs og redaktionelle blogs, der alle får prædikatet redaktionelle blogs – og dermed Politikens etiske og kvalitetsmæssige blå stempel.

Det udspringer også af kvalitetsdiskussionen, som Sølvsteen beskæftiger sig med. Og vi er ikke endt på det endegyldige facit.

En måde er at ligge stramt ud som Berlingske med ti redaktionelle blogs med gode skribenter på mainstream områder. Vi har valgt den mere eksperimenterende linie med mange forskellige blogs og emner til en start, men vil løbende tilpasse bloguniverset.

Selvfølgelig for at sikre overensstemmelse med det brand, som Politiken har.

Jeg mener ikke, at journalister skal forbydes at blogge – fordi det har sin plads – men vi skal være opmærksomme på, at vi ikke bare siger “yes – go ahead” til ethvert journalist- ønske om at blogge, hvis det blot er for “so ein Dinge müssen wir auch Probieren”.

Mislykket debat

Claus udtrykte i øvrigt i sidste uge generel mistillid til debatfora og blogs på Mediawatch i sidste uge: Debat som mislykket medieindhold hvor han med Nyhedsavisen som væsentligste showcase slår fast, at debatfora og blogs bedst fungerer på smalle nichemedier som Computerworld og Ingeniøren – mens de fungerer dårligst på omnibus-medier som ja, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten.

Omnibus-avisernes udfordring er, at  de skal ramme mange – og tiltrækker læsere uden fællesreference-rammer og det kan give en grim og mindre kvalificeret debat.

Åbn heller for debat i mere fokuserede universer på subsites som rejse, bolig og bil, lyder hans råd.

Igen – ja, bestemt – risikoen foreligger på brede medier – men indtil nu har vi på Politiken undgået de værste udgydelser, men vi er også rimelig kontante over for tilsvininger og debatindlæg langt uden for emnet. Ud med dem.

Og så har vi mestendels debat på blogs, hvor kommentarerne gives i forhold til blogartikler, der er mere vertikale i det udtryk- og her mener jeg generelt, at det er gennemtænkte indlæg fra læserne  – bl.a. på kommentartor Peter Mogensens blog.

Jeg har set hvad der er sket andre steder  med nedbrud af debatfora – men foreløbig har jeg ikke set  tendenser til noget, der minder om den dundrende fiasko.