Vi i kommunikationsbranchen burde skæve til arkitekt- eller ingeniørfaget: før folk bliver sat til at tegne huse eller konstruere broer, skal de ud og arbejde som murer eller konstruktør ( jord-og betonarbejder) for at få følelse med alle elementer af virkeligheden. Gid det var sådan med sociale medier: du rådgiver først om dem, når du selv har oplevet den grå hverdag med rugbrødsarbejdet, der består i at holde liv i direktørens blog eller virksomhedens Facebookgruppe.

Følgende indlæg startede med et rant – dvs surt opstød på Google+ – og tog udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvis vi har en konsulent eller en person, der er ekspert i sociale medier, kan jeg så ikke med nogen ret forvente, at vedkommende selv bruger sociale medier : skriver på Twitter, deler og diskutere emner via blogs og/ eller Linkedin samt poster viden via eksempelvis Facebook ?

Jeg siger ikke, at vedkommende skal være über-aktiv og bare hamre løs og være alle steder, totalt intensivt – 24/7/365. Men vedkommende skal sgu kunne dokumentere, at han / hun har været der – og ved hvordan “dagligdagen” er , når du kommunikerer via sociale medier.

Der er en masse fantastiske oplevelser og erkendelser via samtalen, men der er også bølgedale, praktiske udfordringer med tid, overskud og relevans, der rammer de, der agerer på sociale medier og deler viden.

Jeg respekterer især personer som Anna Ebbesen, Astrid Haug , Lisbeth Klastrup , Jon Lund , Trine-Maria Kristensen , Christiane Vejlø , Karin Høgh, Henriette Weber – fordi de bruger de værktøjer, som de underviser og rådgiver om. For dem er det en integreret del af deres professionelle virke – og derfor har jeg fuld tillid til dem, når jeg læser deres overvejelser og diskuterer onlinekommunikation med dem.

Råd: Lev social media i grå hverdag

Desværre jeg render også ind i mange mennesker, der taler og skriver en masse om “kommunikation via sociale medier” , men som ikke er til at finde nogen steder på de sociale tjenester.

De kan kun tale om sociale medier i en meta-betydning – “hvad betyder det for os som mennesker / organisation / virksomhed ” – men uden at kunne forholde sig til de praktiske udfordringer, fordi de ikke selv deltager i dialogen på diverse tjenester som andet en tidsfordriv og selvpromovering.

Ja, social media eksperterne har selvfølgelig været inde på sociale medier og kan bruge dem rent teknisk: sætte en side op på Facebook, Twitter eller LinkedIn, koble feeds sammen og starte debatter, men at leve sociale medier – dét ligger det lidt tungere med.

De er fuldstændig blanke, hvis folk i en organisation – der ikke har bedrevet stor kommunikation via sociale medier – stiller åbenlyse spørgsmål ved praktiske forhold: “Hvad gør jeg , når afdelingen går kold i at twitter, skrive på Facebook eller blogge efter tre måneder?” eller “hvordan håndterer vi folk, der fylder vores kommentarspor med uforskammede kommentarer og sviner organisationen til ?”

De svarer oftest på spørgsmålene ved at slå dem hen som ” ja, ja – du skal bare lægge en strategi fra starten” , “Ændre dit mindset ” eller “Gå i åben dialog med brugerne”.

De svarer ikke på den konkrete udfordring, som spørgeren sidder med , fordi de ikke selv har arbejdet med den slags tjenester, som en ud af mange dagligdags-opgaver i en organisation. De har ikke skulle holde liv i en virksomheds tilstedeværelse på netværk som Facebook, på blogs eller i onlinefora gennem måneder og år – og dermed en “grå hverdag” , hvor arbejdet er gået fra nyt og interessant til en funktion på linie med almindelig kommunikation, opdatering af budgetter og planlægning af den næste kampagne.

Vi i kommunikationsbranchen simpelthen burde skæve til arkitekt- eller ingeniørfaget: før folk bliver sat til at tegne huse eller konstruere broer, kommer de ofte ud at arbejde som murer eller konstruktør ( jord-og betonarbejder) for at få følelse med alle elementer af virkeligheden.

Længerevarende praktiske erfaringer med sociale medier – er det for meget at bede om fra social media-konsulenter og eksperter?

Jeg synes det ikke, men jeg er måske bare for firkantet ?