Pressemeddelelse: Lokal SF’er er opstillet til Europa-Parlamentsvalget i 2024

SF har offentliggjort sin kandidatliste til EP-valget d. 9. juni 2024. Kim Elmose fra Roskilde er en af de 20 kandidater, som partiet stiller med.

Når danskerne næste sommer går til stemmeurnerne til Europa-Parlamentsvalget, kan de på SF’s liste stemme på Kim Elmose fra Roskilde.

– Jeg vil kæmpe for et EU, hvor borgernes sociale og arbejdsmæssige rettigheder er sikrede. Selvom EU er nået længere i forhold til for ti år siden, så er de europæiske lønmodtagere stadig udsatte i forhold til Det Indre Marked, hvor de økonomiske friheder vejer tungere end de faglige, sociale og kollektive rettigheder, siger han og uddyber:

– Når virksomheder og kommuner sender opgaver i udbud, skal de kunne kræve, at leverandøren sikrer løn og arbejdsvilkår, som svarer det til lokale niveau. Det skal også være muligt at kræve, at leverandøren tager ansvar for lærlingene, har en aktiv politik for ligestilling og er forpligtet på at være åbne om sine skatteforhold.

Togrevolution i EU

EU skal også sætte gang i en egentlig tog-revolution i Europa, hvor der bliver sat milliarder af euro af til at bygge et integreret tognet af el-tog i EU, så borgerne med tiden kan rejse på tværs af kontinentet med tog – herunder hurtigtog.

Et finmasket tognet er afgørende for at få passagerne væk fra de forurenede internationale flyruter, som pumper CO2 ud i atmosfæren

– Det er kun EU, som kan løfte den opgave – f.eks. ved at etablere en togfond, som kan stå i spidsen for den enorme, men nødvendige omstilling af transportsystemet. Nationalstaterne har ikke midlerne og musklerne til at få iværksat sådan en stor tvær-national opgave, siger Kim Elmose.

EU nødvendig for løsning af klimakrisen

Klimakrisen er det vilkår, som al politik i de næste generationer skal indrette sig efter og levere svar på.

– Mærkbare og resolutte handlinger fra EU’s side er afgørende for at etablere et klimamæssigt og socialt bæredygtige Europa. Nationalstaterne magter ikke opgaven alene, under den ny-opstillede kandidat fast.

EU-politik har altid stået hans hjerte nær, siden han blev aktiv i politik som 18-årig.

– EU er den eneste demokratisk handlekraftige organisation, som kan levere de nødvendige beslutninger, der tager hånd de grænseoverskridende problemer. Jeg og SF arbejder for, at det sker ud fra en grøn, socialistisk bæredygtig synsvinkel, slutter Kim Elmose.

Kim Elmose er 55 år og arbejder som web tool manager i Ingeniørforeningen, IDA. Han er uddannet journalist og bor på Musicon.

Han har gennem en årrække siddet i bestyrelsen for den pro-europæiske centrum-venstre organisation Nyt Europa. Lokalt sidder han i SF Roskildes bestyrelse og kommunalpolitiske baggrundsgruppe.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.