Uanset hvad regeringen har sagt de seneste måneder, har det været tydeligt for alle, der følger med i klimadebatten, at det uafhængige Klimarådet nok ville give en kindhest til Dan Jørgensen & Co’s indsats for at nedbringe CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030.

Og det kom til at holde stik.

Klimarådet har i dag dumpet regeringens arbejde frem til nu med at sørge for reduceringen af CO2-udledningen. Indtil nu er der kun anvist en reduktion på en tredjedel af behovet – og meget af den reduktion bunder i frivillige aftaler med erhvervsliv og landbrug – som Klimarådet stiller sig tvivlende over for.

Desuden har Dan Jørgensen taget fat i de lette reduktioner  – “lavthængende frugter” som rådet kalder det – men har ikke fremlagt planer for, hvordan de resterende reduktioner skal nås.

Det er endnu uklart, hvordan regeringen har tænkt sig at opfylde de resterende cirka to tredjedele af reduktionsbehovet. Dette er kritisk, fordi tiden er knap set i lyset af opgavens betydelige omfang.

En bred vifte af partier – fra de tre støttepartier SF, Radikale og Enhedslisten til oppositionspartier som Venstre og Konservative – vil have meget hurtig handling og indkalde Dan Jørgensen til en haste-forespørgselsdebat med krav om : “Kom igang – NU!”
De er bestyrtede over Klimarådets kritik, der kan findes på rådets hjemmeside: “Statusrapport 2021 – Danmarks nationale og globale klimaindsats”.

Kritik fra grønne NGO’er af regeringen

Det falder i tråd med den advarsel, der kom i et notat i denne uge fra 14 klima-NGO’er – herunder min “egen” organisation Nyt Europa – om regeringens sørgelige kurs med overdreven tro på den berømte hockeystav – dvs få reduktioner nu i start- 20’erne stigende til kraftige reduktioner i årene frem mod 2030.

Notatet “Regeringen lever ikke op til Klimaloven” fulgte de op med et læserbrev i Dagbladet Information i d. 24. februar 2021 med opråbet “Regeringen svigter det grønne mandat som den fik af vælgerne”

Man vælter vel en klima-sløv regering

Det er alvorligt, hvis der ikke sker noget i forhold til det store mandat, som Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten fik ved valget i 2019. Bliver der ikke leveret på det, vil der komme et forståeligt tilbageslag med skuffelse, vrede og frustration blandt partiernes vælgere.

Ingen bør være uenige i, at der også skal planlægges en social balanceret indsats for at gennemføre de skrappe, nødvendige tiltag, så borgere med små indkomster bliver kompenseret for øgede klimaafgifter .

Det argument – fremfør af Socialdemokratiet – må bare ikke spærre for, at vi nu tager fat på det store arbejde. Jo længere tid der går, desto værre.

Og ultimativt : vil regeringen ikke høre, må den føle . Det vil sige :  den skal kunne væltes på dette fodslæberi, hvis det fortsætter, fordi tiden er ikke til at fedtspille på dette punkt .

Spørgsmålet er: Tør støttepartierne det?

Og tør de lade være ?